Det kan være svært at få det perfekte portrætbillede i kassen når man arbejder med helt almindelige mennesker som ikke er vant til at sidde, eller stå, foran et kamera.

Det bliver dobbelt så svært når der er to personer på billedet – nu er der pludselig 2 som skal se i samme retning – to som skal smile på samme tid – og helst med et smil der ikke ser ud som om det er taget fra en gyserfilm af ældre dato.

Helt galt går det når man samler en hel familie på 4 eller flere.

Man tror det er løgn – at så få mennesker kan se så mange steder hen på en gang!

Det hele toppes af et evt. mindre barn, som, så snart det indgår i en opstilling, begynder at lade hænderne gå på opdagelse i smykker, kraver, knapper og hår, på søskende, mor og far.

Der er altså alle muligheder til stede for, at det går helt galt, men alligevel er det tit lige præcis det billede der er fokus på, når man som familie skal fotograferes – billedet hvor alle er samlet på et billede – også selvom alle ved, at det er svært at få taget et billede hvor alle kan holde ud at se på dig selv.

Og når nu det er så svært, så kan det også godt undre, at der ikke er større fokus på de mange alternativer der er.

Hvorfor ikke få alle fotograferet hver for sig – eller i mindre grupper – og så samle det hele i en kollage.

En kollage har måske nok en lidt negativt klang – noget de fleste forbinder med noget man lavede i skolen og som indebar pap og masser af tapetklister.

I dag findes der dog rammer som laver ”kollagen” for dig og som får billederne til at sidde helt tilfældigt på den rigtige måde.

Hvis billederne så tilmed er fotograferet ensartet – i samme stil og måske endda alle i sort/hvid, så kan det ende op med et billede som er meget mere interessant, hvor der er mulighed for at skeje lidt ud, og hvor det stort set er muligt at gøre alle tilfredse.

Så – overvejer du at få taget et familiefoto – så overvej lige igen, om I virkelig alle sammen skal optræde på det samme stykke papir – du kan nemt blive mere tilfreds med det modsatte.